søndag den 22. august 2010

Konservativ stolthed over skatteresultater

Alt imens selverkendelsen breder sig i Konservative kredse, blandt andet indrømmer politisk ordfører Henriette Kjær (K), at K har svigtet sine kernevælgere, melder skatteordfører Mike Legarth (K) ud, at der ikke kan sættes en finger på den førte skattepolitik. "Jeg er fuldt ud tilfreds med de resultater, vi har opnået på skattesiden. Vi har gennemført tre skattelettelser, og vi har sænket selskabsskatten. Så jeg er meget tilfreds og stolt at de resultater, vi har opnået", siger han til Ritzau.

Stoltheden kan vi kun bakke Mike Legarth op i. For eksempel indførte skattereformen i 2009 ikke mindre end 114 afgifts- og skatteforhøjelser, der på sigt giver øgede skatteindtægter, der langt overstiger de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil øger regeringen og DFs genopretningsplan skatteindtægterne med noget i omegnen af 10 mia. kroner. Blandt andet ved at udsætte lovede lettelser af topskatten. Udligningsskat og multimedieskat er også stærke borgerlige sejre. Det er godt, vi har en ordfører, der holder partiet på sporet.

1 kommentar:

  1. Manden har jo ret. Det var en bunden opgave, at skattereformen skulle være neutral, så der skulle laves andre skatter for at finansiere lettelser i skatten på arbejde. At resultatet blev pauvert kan man nok ikke bebrejde Mike og hans parti.
    K gik til valg i 2001 på at fjerne mellemskatten. Den er væk i dag.

    SvarSlet